
I en nødsituation tæller hvert sekund. Alligevel er mange unge (og voksne) stadig usikre på, hvilket nummer de skal ringe til, især når de er ude at rejse eller bor i udlandet. Den europæiske 112-dag, der finder sted hvert år den 11. februar, har til formål at skifte denne usikkerhed ud med refleks. Dens formål er enkelt og virkningsfuldt: Alle i Europa skal vide, at 112 er det fælles alarmnummer, og at det er gratis og tilgængeligt fra enhver fastnet- eller mobiltelefon overalt i EU.
For lærere passer 112-dagen naturligt ind i undervisningen. Den vedrører medborgerskab, sikkerhed, ansvar og praktiske færdigheder – viden, der bogstaveligt talt kan redde liv. Uddannelsesaktiviteter i forbindelse med 112-dagen hjælper eleverne med at forstå, hvad der udgør en nødsituation, hvordan beredskabstjenesterne fungerer, og hvorfor misbrug af alarmnumre har reelle konsekvenser. Den skaber også rum for praktiske diskussioner: Hvilke oplysninger skal du give til alarmoperatøren? Hvorfor er det vigtigt ikke at lægge på? Hvordan fungerer lokationsdeling på smartphones? Og hvorfor er det nogen gange bedre at foretage et nødopkald end at forsøge at gøre noget selv?
Eleverne bliver ofte overraskede over, at man kan ringe 112, selv om en mobiltelefon er låst, og i mange tilfælde endda uden et simkort. Det er en del af GSM-standarden og betyder, at telefonerne er konstruerede på en sådan måde, at alarmopkald prioriteres over alt andet. Selve nummeret er også interessant. Brugen af to forskellige tal (1 og 2) var et bevidst valg for at reducere antallet af fejlopkald og gøre det lettere at trykke nummeret, når man er presset, navnlig på ældre telefoner og i akutte situationer.
En lille remse, der kan gøre det lettere for mindre børn at huske nummeret, er: "1 mund, 1 næse, 2 øjne".
Det kræver ikke megen forberedelse at gøre 112-dagen til en del af undervisningen. En kort scenariebaseret diskussion, et rollespil om et nødopkald eller en simpel quiz kan gøre, at man aldrig glemmer nummeret. Endnu vigtigere er det, at det hjælper eleverne med at opfatte sig selv som kompetente og ansvarlige aktører i kritiske situationer.
Detaljer
- Publikationsdato
- 11. februar 2026
- Forfatter
- Generaldirektoratet for Kommunikation
- Type of content
- News





